§1 Klubbens navn er FREDERICIA LØBEKLUB og er som medlem af Dansk Atletik Forbund (DAF) og DGI forpligtet til at underkaste sig forbundenes love og bestemmelser. Klubben er tilsluttet Samvirkende Idrætsforeninger i Fredericia (SIF) §2 FREDERICIA LØBEKLUB’s mission er, at skabe rammerne som byens førende løbeklub, der tilbyder kvalificeret træning. FREDERICIA LØBEKLUB tilbyder sportslige aktiviteter til gavn for alle løbere i alle aldersgrupper og på alle niveauer. FREDERICIA LØBEKLUB lægger vægt på de sportslige udfoldelser sammenholdt med det sociale kammeratskab. §3 Som medlemmer optages alle aktive og passive, der kan henføres under klubbens formålsparagraf og tilgrænsende sportsgrene. Kontingentet – der betales forud - herunder rabatordninger fastsættes på den ordinære generalforsamling. Er et medlem i restance – betaling senest 1 måned efter forfaldsdato – kan denne ekskluderes af bestyrelsen. Medlemmer i restance har endvidere ikke tale- eller stemmeret på generalforsamlingen. §4 Bestyrelsen fastsætter i budgettet et rammebeløb for aktiviteterne i udvalgene, der på generalforsamlingen redegør for anvendelsen af det tildelte rammebeløb. De enkelte udvalg fastsætter tilskuddet til medlemmernes sportslige aktivitet. §5 Bestyrelsen kan ekskludere enhver, der ikke respekterer de gældende vedtægter eller misrøgter klubben. Dog kan enhver forlange at få eksklusionen behandlet på en generalforsamling. Under afvikling af stævner og under træning skal medlemmer rette sig efter givne anvisninger, herunder færdselsregler. Når et medlem deltager i løb, som FREDERICIA LØBEKLUB helt eller delvis betaler, SKAL vedkommende løbe i klubtøj. §6 Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned. Regnskabsåret går fra 1/1-31/12. En generalforsamling der indkaldes med 14 dages varsel, enten personligt eller i dagspressen, er beslutningsdygtig uanset fremmødet. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Afstemningen på generalforsamlingen foregår ved simpelt flertal. Ethvert stemmeberettiget medlem kan kræve skriftlig afstemning. Der kan til enhver tid indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen eller minimum 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer ønsker det. Stemmeret på generalforsamlingen har alle over 14 år – passive dog undtaget. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved mødets start. Dagsorden for generalforsamlingen 1. Valg af dirigent 2. Formandens/udvalgenes beretning 3. Regnskab v/kassereren 3a: Fastsættelse af kontingent samt rabatordninger. 3b: godkendelse af budget 4. Indkomne forslag 5. Valg 6. Eventuelt §7 Klubben ledes af en bestyrelse på 5 personer, der mødes efter behov. Klubbens bestyrelse har det fulde ansvar for klubbens økonomi og ledelse. Valg foregår på generalforsamlingen. Bestyrelsen kan invitere enkelt medlemmer til bestyrelsesmøder – til et eller flere punkter, såfremt ingen i bestyrelsen har noget herimod. Bestyrelsens sammensætning Formand vælges lige år Næstformand/sekretær vælges ulige år Kasserer vælges ulige år Menigt medlem vælges lige år Menigt medlem vælges ulige år Suppleant vælges lige år Suppleant vælges ulige år Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen. Herudover vælges hvert år to bilagskontrollører til at revidere regnskabet for generalforsamlingen. §8 Klubben kan opløses på ordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af klubbens stemmeberettigede stemmer for. Såfremt det fornødne antal medlemmer ikke er tilstede, og et flertal af de fremmødte ønsker klubben opløst, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsningen kan effektueres ved simpelt flertal. Ved opløsning tilfalder klubbens ejendom og formue SIF. §9 Klubbens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de i klubben indgåede forpligtelser, for hvilke klubben alene hæfter med den respektive formue. Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtigelser overfor klubben udover kontingentforpligtigelse. Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen del af klubbens formue eller udbytte heraf. Vedtægterne redigeret efter ordinær generalforsamling 23. februar 2012, samt ekstraordinær generalforsamling den 29. marts 2012.
DNN Skins created with Artisteer.